Gode råd og anbefalinger om terrasser

Inden familien beslutter at etablere en ny terrasse anbefales, at alle ønsker og konkrete behov vurderes nøje:

Hvornår I forventer, at terrassen vil blive brugt mest?

Om der satses på sol eller skygge?

Skal den placeres ved huset eller ønsker I flere omkring på grunden?

Hvor store og hvilken form?

Hel eller delvis overdækning?

Hvordan skal terrassen udformes, så den passer bedst til lige netop jeres hus og have?

Der er utallige muligheder, men resultatet bliver som regel bedst, hvis I laver en samlet plan for, hvordan jeres hus, terrasse og have kan udvikles, fx i løbet af nogle år.

Ideerne kan fx afprøves ved at stille havemøbler op og se, hvor meget de fylder – husk plads til at gå bag om stolene – og tegn så de forskellige muligheder op i forhold til huset og træerne i haven.

For at hjælpe den kommende ”terrassenyder” på vej vises her nogle ideer dels ”terrasseekspertens” praktiske erfaringer, gode råd og anbefalinger.

 

Havens terrasser anbefales planlagt, så de både giver mulighed for soldyrkning om sommeren, let skygge på varme dage, måltid i aftensol og læ på kølige eller våde dage.

Hvorvidt terrassen skal være hævet og i niveau med enten huset eller haven afhænger af både vind, udsigt, indblik og familiens individuelle ønsker.

Terrassebehov – hverdag, fest og særlige interesser

  • Skal det være en terrasse til at krybe lidt i skjul på eller en med plads til mange mennesker?
  • Hvor ofte har familien fx behov for plads til mange gæster?
  • Er hverdagsbehovet – få familiemedlemmer og en hyggekrog?
  • Solterrasse? Find ud af, hvor der er mest sol og læ på grunden, og hvor solen skinner på forskellige tider af døgnet.
  • Indret primært terrassen efter jeres daglige brug. Hvis den især bruges af familien og nogle få gæster kan en stor terrasse virke uoverskuelig.
  • Hvis I kun sjælden har mange gæster, er det ofte bedre at den store opdækning foregår på græsplænen.
  • Lange, ikke for brede terrasser er ofte mere anvendelige end en stor kvadratisk.
  • Terrassen kan eventuelt opdeles med flytbare afskærmninger af små træer og buske i krukker, så den fungere som en intim og hyggelig spiseplads til daglig – forholdsvis let udvides efter behov.

Placering

  • En terrasse kan let virke dominerende i forhold til huset. Derfor anbefales, at terrassen anlægges, så den passer til husets udformning og skaber sammenhæng mellem hus og have – og inviterer til at flytte udenfor, når vejret er til det.
  • En terrasse langs huset – med udgang fra de enkelte rum – kan fx øge fornemmelsen af, at huset er større i sommermånederne.
  • En solrig terrasse nær huset og med direkte udgang fra stue eller køkken gør det lettere at flytte møbler og daglige aktiviteter – fx madlavning, spisning og afslapning – udenfor i de varme måneder.
  • Hvornår på dagen nyder I en kop kaffe, indtages måltider eller læser en bog? 
  • Hvis I allerede har en terrasse i tilknytning til huset, har de fleste også behov for en lille, uforstyrret “sekundær terrasse” væk fra huset, hvor haveudsigt eller aftensol kan nydes – væk fra telefoner og forstyrrende elementer.
  • Fra terrassen i havens hemmelige krog – måske en skyggefuld plads – hvor I kan køle af på en varm sommerdag og nyde have og hus fra en anden vinkel.
  • Flere mindre terrasser rundt omkring på grunden kan fx placeres i et forløb, der danner en større helhed – og hvis der står et attraktivt træ ”i vejen”, kan terrassen jo blot bygges uden om træet!
    Vælg terrassens beliggenhed i forhold til, hvor der er mest sol / skygge på det tidspunkt I ønsker – gerne et sted, hvor solen allerede har opvarmet en husmur i nogle timer, inden terrassen skal bruges.

Form 

  • Ligegyldigt om I vælger træ eller sten til terrassen, er der stort set frit slag for, om jeres terrasse skal være firkantet, cirkulær eller snor sig i organiske, runde former.
  • Terrassen kan også følge omkring og langs huset, udvides med intime siddepladser eller småpladser til et par liggestole – og terrassens forskellige rum kan fx afgrænses med bede, hække, hegn, krukker eller espalierer.
  • For at få hus og terrasse til at passe sammen kan videreføres detaljer eller elementer fra husets udformning, fx de samme farver, proportioner eller materialer. 

Sol, vind, ly og læ

  • Terrassens ”vægge” fungerer både som lægivere og hindrer andre i at kigge ind. Jo mere åben terrassen er, des mere udsigt og træk, men mindre ugenerthed og læ.
  • Generende vind og skygge på grunden anbefales nøje vurderet, for at opnå den bedste placering af terrassen – vent med nye terrasser indtil I har boet så længe i huset, at I har erfaring med, hvor der er mest sol og læ i haven.
  • Vindproblemer på særlige steder i haven kan afhjælpes ved at etablere afskærmende hegn og hække – bemærk at lukkede læmure kan medføre turbulensgener.
  • De færreste terrasser kan opfylde alle familiens ønsker om sol, skygge og læ – hele døgnet. Derfor anbefales at udnytte forskellige kroge og oaser i haven, så der er flere muligheder at vælge i mellem.

Lægivere

  • Hegn, hække og potter med planter på terrassen kan bidrage til læ, intimitet og afskærmning mod indblik fra naboer og forbipasserende.
  • En hæk ved terrassen giver bedre læ end et lukket hegn eller en mur, hvor vinden øger risiko for træk på bagside af hegnet/muren.
  • Stedsegrønne hække kan bidrage til afskærmning og læ hele året – fx vedbend op ad et espalierhegn og bøg/avnbøg, som beholder løvet hele vinteren – det er især rart i årets første forårsmåneder med skarp vind.
  • Med hegn af rafter eller brædder – eventuelt med slyngplanter – opnås straks læ i den ønskede højde.

Overdækning

  • En pergola med slyngplanter, vin eller tilsvarende vækster med let løv giver en behagelig flimrende ly for solen på varme sommerdage.
  • Terrasser kan overdækkes med markise, baldakin, parasol eller et glastag, hvor lyset kan skinne igennem – og herved forlænges terrassens udnyttelse både forår, efterår og sommeraftener, fordi overdækningen holder på varmen og skærmer for både regn og dug.
  • Husk, at melde en fast overdækning til dit forsikringsselskab, så den indgår i din forsikring.
  • Ligesom rum inde i huset har en terrasse både gulv, vægge og måske et loft i form af en overdækning.
  • Gulvet er terrassens belægning af træ eller sten, mens væggene er den afskærmning, som omkranser den. Væggene kan fx være lavet af hæk, buske eller hegn – eller det kan være, der kun er muren, terrassen er etableret opad.
  • Hegn eller hæk bør ikke skygge unødigt for solen. En solåben terrasse er mere lun at sidde på om aftenen. I de sene aftentimer vil du stadig kunne mærke varmen fra de opvarmede fliser eller husmuren.
  • Alle terrasser kan være helt eller delvist overdækket – fx med en permanent træpergola med tagplader eller en fleksibel markise / et sejl, der opsættes og nedtages afhængigt af vejret.